Arbejdsliv og stress: Hvad kan vi ændre – og hvad må vi acceptere?

Mellem ansvar og realiteter

Arbejdslivet er for mange både en kilde til identitet og til belastning. Det er her, vi bruger størstedelen af vores vågne tid, og det er her, mange oplever, at stress begynder at snige sig ind. Men hvad gør vi, når vi mærker, at balancen er ved at tippe?

Det første skridt er at skelne: Hvad i mit arbejdsliv kan jeg selv påvirke – og hvad ligger uden for min kontrol? Den skelnen er vigtig, fordi stress ofte forværres, når vi forsøger at kontrollere det ukontrollerbare. Som fx andres forventninger, arbejdskultur eller ledelsens beslutninger.

Vi har indflydelse på, hvordan vi prioriterer, hvordan vi kommunikerer vores behov, og hvor tydelige vi er om vores grænser. Men vi er også en del af et system. Og nogle gange er det netop systemet, der er problemet – ikke individet. Derfor må samtalen om stress ikke kun handle om personlig robusthed, men også om strukturelle forhold.

Desværre bliver stress ofte individualiseret. Man får at vide, at man skal lære at sige fra, blive bedre til mindfulness eller tage på et stresskursus. Det kan alt sammen være hjælpsomt – men det løser ikke nødvendigvis årsagen. Hvis arbejdskulturen fortsat hylder overarbejde og forventer tilgængelighed døgnet rundt, bliver det svært at holde fast i sunde vaner.

Derfor skal vi både kigge indad og udad. Indad: Hvordan har jeg det egentlig? Hvad har jeg brug for? Udad: Hvordan kan vi skabe en kultur, hvor det er okay at være menneske – også på jobbet?

Stress i arbejdslivet er ikke kun et tegn på, at individet skal tilpasse sig mere. Det kan være et tegn på, at noget i strukturen skal justeres. Og det er en vigtig erkendelse, hvis vi ønsker reelle og bæredygtige forandringer.