Når andres forventninger bliver dine egne: Stress og den indre kritiker

Perfektionismens skjulte pris

Vi lever i en kultur, hvor det at have travlt nærmest er blevet en statusmarkør. Jo mere du præsterer, jo bedre et menneske er du. Det er i hvert fald det, mange af os ubevidst har lært. Men denne fortælling skaber grobund for en særlig form for stress – den, der opstår indefra.

Den indre kritiker er den stemme i os, der aldrig helt er tilfreds. Den siger ting som: “Du burde gøre mere. Du burde være bedre. Du burde kunne klare det hele uden at klage.” Den har ofte rødder i barndommen, i opdragelse, skolegang, arbejdsliv – og bliver med tiden til en automatiseret selvkritik, vi tager for givet.

Problemet er, at når vi konstant drives af en følelse af utilstrækkelighed, skaber det en indre spænding, som kroppen til sidst reagerer på. Vi bliver trætte, urolige, triste – og vi forstår ikke hvorfor. For vi har jo gjort alt “rigtigt”. Vi har ydet, strammet os an, sagt ja, været stærke.

Men det er netop det, der er problemet. Vi har glemt os selv i forsøget på at være noget for alle andre. Når vi internaliserer ydre forventninger, mister vi kontakten til vores egne grænser og behov.

At slippe den indre kritiker handler ikke om at blive ligeglad eller doven. Det handler om at udvikle en ny form for indre lederskab. En stemme, der støtter i stedet for at skælde ud. En stemme, der spørger: “Hvordan har du det egentlig?” og “Hvad har du brug for i dag?”

Når vi begynder at møde os selv med venlighed, sker der noget magisk. Vi bliver ikke svagere – vi bliver stærkere. Fordi vores energi ikke længere går til indre kamp, men til nærvær og retning. Det er her, vi begynder at hele.