Stress i livets overgange – når det gamle slipper før det nye er klart

En naturlig uro i forandringens mellemrum

Ikke al stress handler om at have for travlt. Nogle gange opstår stress i det stille. Når livet forandrer sig, og vi mister fodfæstet. Det kan være skilsmisse, børn der flytter hjemmefra, overgang til pension, sygdom, dødsfald – eller bare en snigende fornemmelse af, at noget er ved at skifte.

Overgange skaber ofte en særlig form for uro. Det gamle liv er ikke længere aktuelt, men det nye har endnu ikke taget form. Vi befinder os i en slags eksistentielt mellemrum – et indre tomrum, hvor vi kan føle os rådvilde, trætte, urolige eller endda deprimerede.

Mange bliver bange, når de mærker denne tilstand. For hvad sker der med mig? Hvorfor har jeg det sådan? Men måske er det ikke dig, der er forkert. Måske er det bare livet, der er i gang med at skifte retning.

Overgangsperioder er naturlige, men de kræver ofte mere opmærksomhed, end vi giver dem. Vi prøver at komme hurtigt videre, finde løsninger, skabe overblik. Men nogle gange har vi brug for at være i det uvisse lidt længere. For der er noget vigtigt i det sted, hvor vi har sluppet det gamle, men endnu ikke grebet det nye.

I det mellemrum kan vi stille os selv spørgsmål som:

• Hvad er det, jeg er i færd med at give slip på?
• Hvad har ikke længere plads i mit liv?
• Hvad længes jeg efter – selvom jeg endnu ikke ved, hvad det er?

Disse spørgsmål åbner for en dybere kontakt med os selv. Og det er netop den kontakt, der kan hjælpe os videre. Ikke ved at skubbe på – men ved at støtte os i at være dér, hvor vi er, med venlighed og tålmodighed.

Stress i livets overgange er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på, at du er i bevægelse. At noget nyt er ved at spire, selvom du endnu ikke kan se, hvad det er. Og det er i sig selv en smuk – om end udfordrende – proces.